Anmeldelse: ASICS GEL-Nimbus 28 - efter 100+ km. 

Skrevet af Jonathan Windfeld for Kaiser Sport & Ortopædi

ASICS GEL-Nimbus 28 har været ude i nogle uger, og som næste kapitel i en yderst populær serie har den nogle store sko at fylde ud. Nimbus har i mange år været førstevalg blandt løbere, der prioriterer komfort. Modellen er kendt som en pålidelig daily trainer med masser af kilometer i sig, let stabilitet og fokus på en behagelig løbeoplevelse. Med Nimbus 28 er skoen nu blevet markant lettere - men er den også blevet bedre?

MSH05731_2

Førstehåndsindtryk:  Designmæssigt følger GEL-Nimbus 28 godt i tråd med de tidligere modeller, og allerede første gang jeg fik den på foden, var det tydeligt, at der er tale om en premium daily trainer. Pasformen er virkelig lækker med en strækbar pløs og en strikket overdel, der sidder tæt og komfortabelt om foden. For mig minder pasformen meget om forgængeren, og den er fortsat true to size. 

 

Nimbus 28 er blevet markant lettere - næsten 20 gram - hvilket primært skyldes en opdateret ydersål samt en mere strømlinet overdel og hælkappe. Vægttabet er tydeligt, men uden at det virker som om, ASICS har gået på kompromis med komforten. Det er et stort og positivt skridt for serien.

 

Hvordan er den at løbe i? På løbeturen kunne jeg tydeligt mærke, at skoen har tabt sig, men den føles på ingen måde mindre premium. Det giver snarere en mere strømlinet og kontrolleret fornemmelse under foden. GEL-Nimbus 28 er udstyret med FF BLAST™ PLUS-støddæmpning, som rammer et rigtig fint balancepunkt mellem blødhed og fasthed. Du får en komfortabel og blød landing, men samtidig nok respons og struktur i afsættet til, at skoen føles stabil og klassisk i sin opbygning - meget i tråd med det, man forventer af en daily trainer.


Jeg har primært brugt den på rolige ture, og det er også her, den virkelig kommer til sin ret. Den føles stabil, forudsigelig og med samme fornemmelse fra første til sidste kilometer. En ægte daily trainer, hvor alle de grundlæggende ting bare spiller.
Den nye HYBRID ASICSGRIP-ydersål er også værd at fremhæve. Det er her, en stor del af vægtreduktionen ligger, og grebet har fungeret upåklageligt for mig indtil videre - både på våde veje og i skiftende underlag.

 

MSH05682_2
MSH05680_2

Hvem er den til?  GEL-Nimbus 28 er til løbere, der ønsker en troværdig og komfortabel daily trainer, som kan holde til rigtig mange kilometer. Du får premium komfort i en sko, der ikke er for blød, men som har en mere fast og kontrolleret landing, og giver en stabil og tryg løbeoplevelse.

 

Hvis du er på udkig efter en mere blød og livlig fornemmelse, vil jeg i stedet kigge mod Novablast 5 eller den nyere Megablast, som jeg personligt er stor fan af (se anmeldelse her). Ønsker du derimod ekstra stabilitet, er GEL-Kayano 32 et oplagt alternativ.

 

Er du i tvivl om ASICS GEL-Nimbus 28 passer til din løbestil? Kom forbi din nærmeste Kaiser Sport & Ortopædi og få foretaget en grundig løbestilsanalyse. Det er gratis og du kan ovenikøbet booke tid. Læs mere om vores løbetest her.