Anmeldelse: Saucony Endorphin Azura - efter 100+ km.
Skrevet af Jonathan Windfeld for Kaiser Sport & Ortopædi
Jeg indrømmer gerne, at jeg nogle gange kan blive lidt skeptisk, når der kommer endnu en model ind i en allerede stærk serie. Endorphin-linjen fra Saucony har i forvejen Speed og Pro og elite, som dækker rigtig meget for mange løbere. Så hvad skal Azura? Efter lidt over 100 km er det blevet tydeligt. Azura er i bund og grund en let daily trainer med PWRRUN PB og SpeedRoll-geometri - bare uden plade. 40/32 mm stack og 8 mm drop. Den ligner en Speed på papiret, men føles mere afslappet i praksis - og det er ment meget positivt.
Førstehåndsindtryk: Det første, jeg lagde mærke til, var hvor let den føles. Ikke bare på vægten - men også på foden. Jeg valgte at gå en størrelse ned, da den fitter lidt langt, og her sidder den perfekt - med et sikkert greb om hælen. Overdelen er enkel og åndbar uden at føles “skrøbelig”. Step-in-feel er mere fast end blød, så hvis du kan lide en mere kontant og direkte kontakt med underlaget, så føles det rigtig godt.
Hvordan er den at løbe i? Azura vil gerne fremad. Det mærker man ret hurtigt. SpeedRoll-geometrien gør sit arbejde, og kombinationen med PWRRUN PB giver en let og livlig afvikling. Selvom der ikke er plade i, føles den ikke flad eller kedelig. Tværtimod. På mine steady runs og lidt hurtigere pas har den været virkelig sjov at løbe i. Tempoet sniger sig op, uden at det føles som om, jeg presser voldsomt. Den har ikke det samme “snap” som en Speed med plade - men den føles mere fri og mindre krævende.
Den fungerer også til rolige ture, men jeg vil sige, at den er bedst, når der er lidt rytme i løbet, og den belønner dig, når du holder kadencen oppe. Noget, jeg virkelig sætter pris på, er stabiliteten. Med 40 mm skum kunne den godt være blevet lidt ustabil, men den står overraskende solidt. Den føles neutral, men tryg. Jeg tænker ikke over den i sving eller på ujævn asfalt. Den gør sit arbejde, og har en højere grad af stabilitet end de fleste løbesko i denne kategori, uden at den føles som en decideret stabilitetssko.
Hvem er den til? Saucony Endorphin Azura er for dig, der gerne vil have en let træningssko uden plade. Hvis du er en erfaren løber, ser jeg den som en oplagt sko til steady runs, progressionsture og længere kontrollerede pas. Hvis du er mere alsidig motionist og gerne vil have én sko, der kan lidt af det hele, kan Azura sagtens være den, du bruger 70-80 % af tiden.
Jeg kunne også godt se nogen bruge den til race, hvis man foretrækker at løbe uden plade - den har letheden og fremdriften til det - sammen med en solid mængde skum.
Azura føles som en sko, der rammer et virkelig godt sweet spot mellem daglig træning og performance. Den er let, energisk og ukompliceret. For mig er det en model, jeg kan tage frem, til alt andet end de helt langsomme recovery-dage og de hurtige intervaller. Jeg kunne let bruge den til hele spændet indimellem, hvilket måske er tæt på ¾ af min træning. Den største positive overraskelse indtil videre i 2026.
Er du i tvivl om Saucony Endorphin Azura passer til din løbestil? Kom forbi din nærmeste Kaiser Sport & Ortopædi og få foretaget en grundig løbestilsanalyse. Det er gratis og du kan ovenikøbet booke tid. Læs mere om vores løbetest her.
SHOP UDVALG FRA SAUCONY
