Vi zoomer ind på de begreber, du oftest støder på, når du skal vælge løbesko - og forklarer, hvad de egentlig betyder for dig og din løbetræning.
Løbestil, løbeoplevelse og løbesko.
Når du skal vælge løbesko, er det en fordel at kende til din løbestil og fodens naturlige bevægelsesmønster. Fire begreber går igen i den sammenhæng: pronation, overpronation, neutral løbestil og supination.
Pronation forveksles tit med overpronation — og udtryk som "pronationsløber" og "pronationssko" skaber let forvirring. Det skyldes, at alle mennesker pronerer i en eller anden grad. Pronation er ikke en fejl, men en del af fodens normale funktion. Når det alligevel nævnes i forbindelse med løbesko, er det fordi graden af pronation er en af de vigtigste faktorer, vi rådgiver ud fra i butikken.
Et af de spørgsmål, vi oftest møder, er om pronation er skadeligt. Det er det ikke. I de næste afsnit forklarer vi, hvad pronation er, og hvorfor det er en misforståelse at forbinde det med skade.
Hvad er pronation?
Pronation er den naturlige bevægelse, der sker, når foden ruller indad efter at have ramt underlaget. Tænk på det som kroppens eget fjedre- og stødabsorberingssystem: den rullende bevægelse fordeler trykket fra landingen over hele foden og hjælper med at skabe energi til afsættet.
Hvert skridt under løb består af tre faser. I landingsfasen rammer foden typisk underlaget på ydersiden - ofte ved hælen - og begynder at rulle indad. I standfasen bærer foden hele kroppens vægt, og her viser graden af pronation sig tydeligst: falder vi indad, står vi lige, eller falder vi udad? I afviklingsfasen sætter foden fra, typisk over indersiden af forfoden ved storetåens grundled, og belastningen aftager.
Pronation dækker over den samlede bevægelse fra landing til afsæt. Den er ikke noget, du skal undgå - den er din kropps måde at gribe dig i landingen og give dig energi med videre på.
For mange er det nemmere at forstå pronation, når man ser bevægelsen i praksis. Derfor har vi lagt en kort video ind herunder, hvor du kan se, hvordan foden typisk lander, ruller og afvikler gennem skridtet – og hvad vi mener, når vi taler om graden af pronation.
Hvad er overpronation
Overpronation forbindes ofte med noget negativt — men det er ikke automatisk et problem. Det kræver blot, at du er opmærksom på det, og at dine løbesko tager højde for det.
En løber med overpronation lander typisk på ydersiden af hælen, men i standfasen falder foden mere indad end optimalt. Det omtales sommetider som et "knæk indad" på foden. Det er i denne fase — når du har alt din vægt på ét ben — at overpronation kan resultere i en uhensigtsmæssig belastning af anklen og underbenet.
I vores butikker ser vi, at overpronation er den mest udbredte løbestil. Cirka 60–70 % af dem, vi tester, har overpronation.
Hvilken løbesko passer til overpronation?
Er du løber med overpronation, bør du kigge efter sko med dynamisk stabilitet og støtte, god dæmpning og en pasform, der holder foden på plads. Hældroppet spiller også en rolle - et passende drop kan reducere belastningen på akillessenen.
Mange producenter har i dag teknologier, der ikke bremser pronationsbevægelsen, men guider den. Det sker via varierende densitet i skummet og særlige sålkonstruktioner, der skaber en blød, korrigerende støtte - og som forsøger at underbygge kroppens naturlige forudsætninger frem for at modvirke dem.
Bemærk: Ikke alle løbere med overpronation oplever skader eller ubehag - selv i sko, der ikke tager særligt højde for det. Kroppen er individuel, og det gælder også dens reaktion på belastning.
Vi anbefaler altid at besøge en specialbutik og få testet din løbestil. I Kaiser Sport & Ortopædi tror vi på, at den rigtige støtte handler om at underbygge fodens behov - ikke om at tvinge den i en bestemt retning.
Hvad er neutral løbestil?
En neutral løbestil indebærer en naturlig pronationsbevægelse: foden ruller tilpas indad fra landing til standfase, du står nogenlunde lige på foden, og afsættet sker over forfoden i en jævn bevægelse.
Løbere med neutral løbestil har typisk en moderat svangbue og er generelt mindre udsatte for løbeskader end løbere, der markant overpronerer eller supinerer. Det er dog ikke flertallet af løbere, der falder i denne kategori. Hos os er det cirka 30–35 %, vi vurderer som neutrale.
Hvilken løbesko passer til neutral løbestil?
Som neutral løber er det vigtigt ikke at vælge sko, der er designet til at korrigere overpronation eller supination - det kan tvinge foden ind i bevægelsesmønstre, den ikke har brug for. Målet er at give fodens naturlige biomekanik de bedste betingelser.
Alt efter træningsmængde og intensitet er det stadig relevant at vælge en sko med tilstrækkelig stødabsorbering - og at sikre, at pasformen sidder rigtigt.
Bemærk: Ikke alle neutrale løbere oplever problemer ved at løbe i sko, der ikke er klassificeret som "neutrale". Men det er altid en fordel at kende sin løbestil.
Hvad er supination?
Supination er det modsatte af overpronation. Hvor overpronation handler om, at foden ruller for meget indad, handler supination om, at foden ruller for lidt - og både lander og sætter af på ydersiden.
Det betyder, at trykket ikke fordeles optimalt over foden, og at ydersiden og anklen bærer en uforholdsmæssig stor del af belastningen. Det kan øge risikoen for forstuvninger og stressfrakturer.
Ligesom med overpronation er supination ikke farligt i sig selv - men det kræver, at du er opmærksom på det og vælger sko, der passer til din fod.
Hvilken løbesko passer til supination?
Som supinator bør du kigge efter sko med god dæmpning - særligt i hælen - og en kombination af fleksibilitet og stabilitet. En neutral løbesko er typisk det bedste valg, da sko med for meget støtte til pronation kan gøre bevægelsen endnu mere uhensigtsmæssig. Et moderat hælddrop er at foretrække frem for et højt, og en god pasform omkring forfoden er vigtig for, at foden kan arbejde aktivt i afsættet.
Bemærk: Heller ikke her er der en universel regel. Mange løbere med supination oplever aldrig problemer. Det er kroppen, der bestemmer.
Vi anbefaler at få lavet en løbeanalyse, så du kan finde de sko, der passer præcis til dig.
Kaiser Sport & Ortopædi