KSO.dk

Anmeldelse: Mizuno Hyperwarp Pure - efter 100+ km.

Mizuno Hyperwarp Pure er en af de mest underholdende konkurrencesko, jeg har løbet i længe.

Den er let, hurtig og utrolig responsiv uden at føles ustabil. Den kræver lidt mere af benene end nogle af de mere polstrede supersko, og især læggene kan godt mærke arbejdet dagen efter. Til gengæld belønner den dig, når tempoet bliver højt.

Hvis du leder efter en rendyrket konkurrencesko til 5 eller 10 kilometer - eller en sko til de hurtigste træningspas - synes jeg, Hyperwarp Pure er en af de mest interessante muligheder på markedet lige nu.

Artiklen er skrevet af Jacob Petersen, butikschef i KSO Holbæk.

KSO.dk

Førstehåndsindtryk: Mizuno har de seneste år taget nogle store skridt på konkurrencesiden. Rebellion Pro-serien skilte sig ud med en ekstrem geometri og en meget høj sål, men med Hyperwarp-serien er udgangspunktet et andet. Her handler det stadig om fart – bare i en lettere, mere direkte og mere kontrolleret pakke.

Hyperwarp Pure er seriens letteste model og udviklet med fokus på de korte og hurtige distancer. Efter mine første 100 kilometer er det også præcis dér, jeg synes, den hører hjemme.

Det første, der slog mig, var vægten. Med blot 136 gram i min størrelse (US 9 / EU 42,5) føles den utrolig let i hånden. På foden minder den mere om en klassisk konkurrencesko end mange af de moderne supersko. Pasformen er tæt, kontakten til underlaget er direkte, og man er aldrig i tvivl om, at den er bygget til én ting: fart.

Jeg oplevede dog også hurtigt, at den er en smule kort og tæt i størrelsen. Personligt ville jeg anbefale de fleste at overveje en halv størrelse større end normalt for at få den bedste pasform.

Hvordan er den at løbe i? Hyperwarp Pure er en sko, der bliver bedre, jo hurtigere du løber.

Ved roligt tempo føles den egentlig ganske fin, men det er først, når farten kommer op, at skoen virkelig viser sine kvaliteter. Kombinationen af den fulde PEBA-mellemsål, carbonpladen og den ekstremt lave vægt giver et hurtigt og effektivt afsæt, som gør det let at holde høj fart.

Det er især på VO₂-max-intervaller, korte tempopas og konkurrencer, at skoen kommer til sin ret. Jeg har været særligt glad for den på 1.000-meterintervaller og hurtige pas på bane, hvor den hurtige afvikling virkelig gør en forskel.

Sammenlignet med mange af markedets øvrige supersko er der lidt mindre materiale under foden. Det betyder, at man mærker underlaget mere, men også at skoen føles mere præcis og kontrolleret gennem hele skridtafviklingen. For mig er det en stor del af oplevelsen.

Noget af det, der har overrasket mig mest, er ydersålen. I en sko på kun 136 gram havde jeg forventet, at slidstyrken ville være begrænset, men efter 100 kilometer ser G3-gummiet stadig rigtig flot ud. Samtidig har grebet været sikkert - både på asfalt, grusstier og gennem skarpe sving.

KSO.dk
KSO.dk

Hvem er den til? Hyperwarp Pure henvender sig til løberen, der gerne vil have en let og kompromisløs konkurrencesko til de korte distancer.

For mig giver den mest mening fra 5 kilometer op til 10 kilometer, hvor den virkelig får lov til at udnytte sine styrker. Den kan sagtens bruges til halvmaraton af den erfarne løber, men personligt ville jeg vælge en mere komfortabel model til de længere distancer.

Det er ikke en sko, jeg tager frem til hverdagstræning. Til gengæld er det en sko, jeg finder frem, når programmet siger race pace, VO₂-max eller startnummer på brystet.

Er du i tvivl om Mizuno Hyperwarp Pure passer til din løbetil? Kom forbi din nærmeste Kaiser Sport & Ortopædi og få foretaget en grundig løbestilsanalyse. Det er gratis og du kan ovenikøbet booke tid. Læs mere om vores løbetest her.